en lille familie

i Himmerland


VELKOMMEN TIL BJARKES BLOG



Hvor er det fedt og spændende at følge med i det spirende forår, det pibler op med grønt over alt, det blomstrer og flere buske står på spring og nogen har sågar kastet sig ud i grønt flor. 

Når man hver morgen bevæger sig uden for er der en lystig og flerstemmig koncert af fjerede venner, der forårskvidrer, lærken der jo næsten er virtuel, eller i alt fald oftest usynlig synger et sted der oppe og sågar vor gode ven stæren har siddet her ude i det store træ og givet de første spæde tiltag til at give os en forårsserenade - hvor er det altsammen dejlig at mødes af også i år, eller måske specielt i år :-)

Arrene er ikke grimme, de betyder at du er i live


Status er at jeg jo pt. er taget ud af kemoens favntag og de værste ulemper er tonet ned og er for det meste til at håndtere i dagligdagen, selv om almindelig planlægning dog er ret nødvendig og gør det hele en del mere bøvlet. 

Jeg kæmper stadig meget med at få maven til at opføre sig bare nogenlunde pænt, nervebanerne i mine fødder minder mig hvert minut på turen gennem "kemoland" og mine led, specielt hænder / arme driller godt og grundig, et problem der umiddelbart og desværre indtil nu ikke har givet den store genkendelsesglædesdans hos lægerne, set i forhold til cancer / kemo, men som dog flere gange er på vej til at få mig til at danse, ikke af glæde, men af frustration og til dels smerte, så ja en slags daglig krigsdans og det skal der findes en løsning på, men hvordan og hvor evner jeg pt. ikke at forudse.
- utallige læger har fået forlagt spørgsmålet og ingen kan sende mig i den rigtige retning, så er der nogen der ude der kender til ledsmerter i forbindelse med kræft, ømme led i forbindelse med cancer, problemer med bevægelsessystemet i forbindelse med cancer så send mig en mail - TAK :-)


Og så er der den pludselige og meget store træthed der uden varsle klæber sig til mig som en stor tung masse er skudt ud over mig af en uvenlig og dårlig opdraget Alien fra planeten Mooldox (Ja det er mange år siden jeg sidst har set en god science fiction, og er nok på den kant lidt ude af trit :-), en tilstand der ofte opstår uden varsel, nogen gange ved en lille indsats på få minutter og andre gange efter nogle timer - her er der kun lyst og kraft til at rulle sig sammen i et hjørne eller som jeg i stedet gør, stikker af ved at gemme mig i musik, natur, have eller andet godt skjulested. (Det ser pænere ud og virker mere voksent end det andet)


Selv om der inde på onkologisk afdeling i Aalborg er rigtig mange søde, flotte og rare sygeplejersker,  så savner jeg slet ikke turen til Aalborg til kemobehandlinger, sideeffekten her af bliver jeg desværre aldrig rigtig gode venner med, så jeg vil gøre meget for at der skal gå rigtig lang tid, inden det igen bliver nødvendig. Jeg genoplever den del af "festen” rigelig med de mange nødvendige ture der er der ind i forbindelse med at få renset min veneport, blodprøvetagninger, CT-scanninger samt de faste lægesamtaler - sammenlagt bliver det på et år til langt flere ture end hvad jeg i et helt liv sammenlagt har frekventeret læger / hospitaler, her i også indregnet sygebesøg - ture der ressourcemæssigt trækker ikke kun på mig "den  syge” men som såvel tidsmæssigt og følelsesmæssigt trækker kraftig på mine nærmeste, specielt med spørgsmålet "er Bjørnen vågnet?" - men det er "a part of the game" :-)


Stilstanden fra behandlingen og al virakken omkring min krop, betyder at der nu tildels er blevet plads til at finde mig selv fysisk og mentalt, nåh jo jeg har da været der hele tiden, men det går op for mig at det hænger lidt med at få det mentalt sat på plads, få styr på hvad der egentlig er sket og erkende hvad det er for en situation jeg / vi pludselig er sat i.
Sidste år var overfyldt med operationer, undersøgelser, prøver, kemo, antistoffer, bivirkninger og tanken om hvor længe etc. Rigtig mange af mine handlinger og tanker har kørt på reflekser, en skjult energikilde og baseret på den gamle Bjarke vers.1.0.0 (Ja jeg må med skam melde at jeg aldrig er blevet opgraderet, opdateret selv om nogen nok ville mene at jeg kørte i Beta version


Nu er der bedre rum til fordybelse, men der også en uro for fremtiden, frygt for at "stresse” den "sovende bjørn” der jo er et sted i min mave - den må ikke vågne igen, eller i alt fald ikke nu, hvor det er forår :-)


Vi arbejder med kost, motion, frisk luft, sund energi, prøver at tage en dag af gangen, med stor respekt for den sygdom jeg har og som lægerne jo nok meget rigtig siger, er uhelbredelig og jeg derfor må bakse med resten af mit liv - ved siden af det buldrer det løs med tanker om fremtid, mine/vore muligheder og hvordan alle de mere traditionelle kabaler kan gå op for mig/os i den ny situation - nogen gange buldrer de så meget at man rent faktisk er bange for at vække den sovende bjørn :-)


Ja endnu engang mine mange løse strøtanker omkring og fra min verden, som pludselig og meget dårligt planlagt cancer-ramt - denne gang i forårets tegn :-)


// Bjarke Edvars //


Nb.: er du selv cancer ramt eller pårørende og er du på Twitter så kan jeg anbefale at følge @ihadcancer - alternativt kan du også besøge deres hjemmeside www.ihadcancer.com

Specielt deres Twitter er god fordi den i meget korte sætninger og mange gange daglig, sende gode tips og positive "High Fives”


Og når vi nu er ved de mange gode tiltag omkring fokus på Cancer, så synes jeg også I skal besøge projektet @underreddress som er startet op af Beth Whananga, et meget tankevækkende projekt som jeg har fulgt i et stykke tid. 

- se evt. www.underthereddress.com


Titlen på dette indlæg er rent faktisk lånt fra Beth Whananga og er frit oversat fra "Your scars aren’t ugly. They mean you’re alive.”


OPDATERING: 01.03.2014:
Tjek evt. denne bog "Mad mod Kræft" af Anette Harbech Olesen Anette Harbeck (gratis frem til 31.03.14)


Følg Bjarke Edvars på Instagram  



Indlæg af den

Generelt Set af: 3229
0 0
   
Dit navn*

Email addresse*

Skriv kommentar*
You may use these HTML tags:<p> <u> <i> <b> <strong> <del> <code> <hr> <em> <ul> <li> <ol> <span> <div>

Verifikationskode*
 
Kommentar






Klik på stikord (TAG) eller kategori for at se indlæg
med det aktuelle emne


SENESTE 15 INDLÆG:

Har du kommentarer eller spørgsmål så brug kommentar funktionen eller skriv til



SØG PÅ TEKST:

ARKIVET:


RSS / ABONNER
RSS